Korprøven i praksis 

I 1983 oprettede Syddansk Musikkonservatorium Konservatoriets Pigekor. Børnene starter i 3. klasse i Konservatoriets Spirekor, synger de to følgende år i Konservatoriets Korskole, hvorefter de kan søge videre i koncertkoret. Korene fungerer som ”træningslejr” for konservatoriets studerende.

Lone Gislinge vil på workshoppen Korprøven i praksis demonstrere sit arbejde med de yngste piger ved en kortere korprøve med begge grupper. Korprøven indeholder de elementer som normalt berøres ved den ugentlige prøve:

  • Opvarmning og stemmedannelse
  • Kroppen som understøttende ”medspiller” i vokale færdigheder og udtryk
  • Begyndende flerstemmighed
  • Integrering af hørelæreelementer: solmisation, leg med rytmer/puls, musikkens form
  • Arbejde med musikkens indhold og karakter: frasering, artikulation, præcision, klang, dynamik…..
  • Dans/bevægelse

Lone er ansat ved Syddansk Musikkonservatorium i fagene hørelære og børnekorledelse. Hun etablerede Konservatoriets Pigekor, som i år tæller 55 piger i alderen 12 – 20 år. Koret har stor koncertaktivitet og deltager lejlighedsvist i internationale festivaler og korkonkurrencer. Korets repertoire har hovedvægt på den klassiske sangtradition og vor tids kormusik. Arbejdet med de helt unge stemmer er afgørende for at udvikle børnenes klangunivers og de stemmemæssige færdigheder, denne musik kræver. 


Dette lyder vist meget alvorligt – det er det ikke! Kom og oplev børnenes sangglæde – vær lidt med på sidelinjen og gå derfra med pigernes lyse stemmer i ørerne.